mandag, november 01, 2010

 

Biforædling i Cornwall, England

I det sydvestligste hjørne af England, Cornwall, forsøger en gruppe dronningavlere at frembringe honningbier, som ud over at være tilpasset Cornwalls ustadige vejrlig også har en forbedret varroatolerance:
Vi har nu tilføjet til vores liste ethvert karaktertræk, som synes at pege i retning af begrænsning af varroa. I naturen overlever Apis cerana, den asiatiske honningbi, ved at begrænse varroatallet til mindre end omkring 800, et ikke-dødeligt niveau. Ved mere end 1000 varroamider i en bifamilie kan overførsel af dødelige virus tage fart. Ved mere end 2500 varroamider vil mange bifamilier bukke under før eller siden. Dette er især tilfældet i sensommeren og efteråret, når yngeltallet reduceres til et niveau under varroatallet. Det betyder, at der går mere end en varroamide til hver bilarve. Da varroamiderne også bærer på virus, som de videregiver til larverne, bliver det stadigt mere sandsynligt, at larverne bukker under, da antallet af varroamider stiger, og antallet af larver falder. Vintertabene kan være høje, medmindre behandlingen times korrekt.
Dronningavlerne har bemærket, at der kan være stor forskel fra den ene bifamilie til den anden på størrelsen af varroanedfaldet, og det kan også være forskelligt, hvor meget to bifamilier påvirkes af det samme varroaniveau. Man har set bier fjerne pupper med varroa. Der er fundet varroamider, som er sønderbidt af bierne, i varroabakkerne. Man har fundet bipupper uden cellelåg, selv om der ingen voksmøl var, og det kan være bierne, som har fjernet cellelågene og derefter fjernet mider fra puppernes hoveder uden at beskadige pupperne. Man har set bier, som har fjernet varroamider fra sig selv, efter at have udført en dans, som rekrutterede andre bier omkring sig. En bifamilie uden nogen spor af voksmøl kan også være tegn på god rensningsadfærd, som går ud over både møl og mider. Et andet tegn på varroamodstand er, at bierne også bider biavleren (bider, ikke stikker).

Se Bee Improvement in Cornwall.
Tysk videoklip om varroatolerance.
Serbisk videoklip om varroatolerance.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter