lørdag, marts 05, 2011

 

Rensningsudflugt

Bierne er vågnet! Rensningsudflugt, billedet er taget i dag (foto: Aa. Nielsen).

 

Akvarie-bistade

One-block diet skriver om en alternativ form for observationsstade: en af stadets sider er simpelthen erstattet af en gennemsigtig acryl-, plexiglas- eller glasplade. Den gennemsigtige side er igen dækket af en plade, som kan skydes til side, når man vil se ind til bierne.

I artiklen bruges ideen på et topliste-stade, som er en ret upraktisk stadetype, men den kunne måske også bruges andre steder.

fredag, marts 04, 2011

 

Bybier i Melbourne, Australien

The Age skriver om et nyt projekt i Melbourne:
I Paris har de haft dem i århundreder, og nu er Melbourne ved at opdage kunsten at have højtplacerede bistader i byen.

... På hustage og altaner rundt omkring i midtbyen aser hundredtusinder af bier med den sødeste produktionsvirksomhed, der findes, mens nyuddannede bybiavlere sørger for deres trivsel og høster overskuddet.

Projekt Tag-Honning er udtænkt af Melburneborgerne Vanessa Kwiatkowski og Mat Lumalasi. Deres oprindelige plan var at sætte bistader over restauranter og caféer, som derefter skulle modtage en del af honningen som leje, men snart blev de kontaktet af andre, som tilbød dem pladser. Nu er der bistader 17 steder og en venteliste på omkring 40, som er ivrige efter at få deres egen bigård.

"Det startede som et hobbyprojekt," siger Kwiatkowski. "Jeg vågnede op en dag og tænkte, at det ville være en god idé, og var helt ked af at indse, at det meste af verden gjorde det allerede. Hvorfor gjorde vi det ikke her?"

Bybiavl bliver stadigt mere populær i byer som London, New York og San Francisco, mens den parisiske befolkning har passet tagbistader i hundreder af år. Franske undersøgelser har vist, at bybierne producerer mere honning end de på landet og har betydeligt længere levetid.

Kwiatkowski forklarer dette med hovedstadsbiernes forholdsvis afslappede livsstil - de behøver ikke at flyve så langt for at fouragere - og fraværet af landbrugspesticider i midtbyen (forskningsresultater tyder på, at bierne ikke er berørt af forurening, selv om dette stadig ikke er fuldt afklaret).

Kwiatkowski siger, at hun blev overrasket over at opdage overfloden af bivenlig flora i midtbyen. "I selve byen har vi omkring 18 til 20.000 London-platantræer, som bierne elsker. Vi har også en masse forskellige planter i byen, selv i folks små terrasser og gårdhaver."

Mangfoldighed betyder forskellighed i smag. Tag-Honning har indtil videre kun høstet honning fra to steder, men "allerede de smager så forskelligt fra hinanden", siger Kwiatkowski. "Vi er virkelig interesseret i at se, hvordan variationen i byen er."

Et bistade, Kwiatkowski ser frem til at hente honning fra, står ved Botanisk Have, mens andre er placeret på en række restauranter ... De går alle efter at sætte deres egen hjemmelavede honning på menuen.

Tidligere indlæg om bybier:
Bier i København.
Bier i New York.
Nyt om New Yorks bier.
Nyt om tagbier.
Hotelbier.
Nyt om tagbier i Paris.
Bigården på Royal Lancaster Hotel i London.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter