søndag, juli 19, 2009

 

Peter Plys' honningtræ er fundet midt i Vindinge


En sjælden smuk bolig for en bifamilie er fundet i et af Roskilde kommunes smukkeste vejtræer (et asketræ) lige midt i Vindinge by. Træet står ud for Kærvej 6A. Vejene er ensrettede i området så kør dertil ad Mejeristræde. Hvor længe bierne får lov at leve ved jeg ikke, så skynd dig derud hvis du vil se den.

”Den summen betyder noget – man hører ikke sådan en summelyd, kun sum og sum uden at det betyder noget”, sagde Plys til sig selv. ”Og den eneste grund der er for nogen til at lave summelyd er, hvis man er en bi, og den eneste grund, hvorfor man er en bi er så vidt jeg ved, for at man kan lave honning. Så rejste han sig op og sagde: ” Og den eneste grund til at lave honning er, for at jeg kan spise den,” og så gav han sig til at klatre op i træet.

Som bekendt faldt han ned i en gyvelbusk og andet forsøg, hvor Plys med en blå ballon prøver at se ud som en lille sort sky endte jo med at plys måtte konstatere at bierne nok alligevel blev mistænksomme og derfor bad Jacob om at skyde hul i ballonen, hvorefter ballonen svævede langsomt ned. ”Det kan være, man aldrig kan vide, hvad bier mener”. Konstaterer Plys.

Etiketter:


fredag, juli 10, 2009

 

Bifamilie i hulmur

I søndags blev jeg kaldt ud til en husejer, som havde bier i en hulmur i laden. Bierne havde angiveligt boet i væggen i flere år. Normalt afviser jeg altid at hente sådanne bier – da man jo må rive væggen ned for at få fat i bierne – så i stedet henviser jeg til Matas som har passende midler til den slags.

Men denne husejer var ikke sådan at afvise, og ligefrem helt parat til at rive væggen ned, så jeg kunne få fat i bierne. Til sidst løb jeg tør for argumenter og tog ud og så på sagerne medbringende antihistamin og en ekstra bidragt til husejer (jeg tror han ville have valgt en lidt større model) og en røgpuster.

Det blev en usædvanlig stor oplevelse at se hvordan bierne havde bygget bo – Et flot helt tæt yngelleje i midten omgivet af honning og pollen. Udstrækningen af hele boet var vel omkring 3/4 meter i diameter, og det viste sig at der lige er plads til 2 lag tavler i en hulmur (mon mureren har tænkt på det?) Dronningen fandt vi desværre ikke og jeg formoder hun gik til i kampens hede.

Alle yngeltavler blev samlet og lagt i en opstablingskasse sammen med de unge bier der var. Tavler med honning blev omhyggeligt sorteret fra og husejer høstede senere et par kilo honning fra sin mur. En del trækbier fandt også ned til stadet, som jeg for en sikkerhedsskyld lod stå et par dage for på den måde at tiltrække de sidste.

Alt i alt en uforglemmelig og sjov oplevelse. På grund af dronningemanglen er de nu fusioneret med en lille sværm og i fuld fart med yngelsætning.


Hilsen Dorthe

Flere billeder af bierne her.

søndag, juli 05, 2009

 

Bisværm i kjolestativ i Algade


- her er en af de sjovere sværme.

"Verdenspressen" mødte op og historien er den mest læste på Roskilde Avis's hjemmeside - foran Oasis og andre festivaloplevelser.....

Hilsen Dorthe

Se artiklen i Roskilde Avis her.
Billedserie af sværmen her.

Det må være årets til dato mest usædvanlige bisværm i vores område. Dorthe har før mødt bisværme med sære vaner, her er historien om bisværmen, der boede i en bøgehæk.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter