fredag, december 31, 2010

 

Varroabehandling og varme æbleskiver

Desværre måtte det planlagte arrangement den 18. december aflyses på grund af vejret.
Heldigvis var der god interesse for at deltage i et tilsvarende arrangement den 30. december, hvor Per Kristiansen demonstrerede varroabekæmpelse i bigården i Glim. Det frøs 5 - 6 grader, og bierne sad pænt i klynge. På grund af kulden foregik behandlingen af den enkelte bifamilie lynhurtigt, så bierne ikke blev udsat for alt for stærk afkøling.
Også for biavlerne var det en kold omgang, men Susanna og Ejlif havde sørget godt for æbleskiver og gløgg i klubhuset efterfølgende - og det gjorde godt med lidt varme.

Foreningens medlemmer ønskes alle et godt nytår.

Hilsen Knud
Gl. Roskilde Amts Biavlerforening.

Oxalsyrebehandling i skolebigården 30. december:
18 fotos og en video.

Artikel i Dagbladet: Bier blev jaget ud i kulden.

tirsdag, december 28, 2010

 

Bigården på Royal Lancaster Hotel i London

I sommeren 2009 blev der installeret en bigård på taget af Royal Lancaster Hotel i London. Hotellet er 19 etager højt og ligger op ad Hyde Park. Bigården er nu oppe på 5 bifamilier og gav 140 kg honning i år til hotellets restaurant og VIP-gaver.

Det er den første bigård, som er placeret på et hotel i Londons centrum, og bierne bliver passet af fire ansatte fra hotellets eget personale: køkkenchefen, assisterende indkøbschef, udviklingschefen og assisterende chefingeniør, som alle har gennemført begynderkurset i Londons Biavlerforening.

Se hotellets biblog.
Og et lille reklamespot, hvor hotellet profilerer sig på bierne.
Her fortæller hoteldirektøren mere om hotellets biår 2010.
London Urban & Community Beekeeping er konsulent på projektet.

mandag, december 27, 2010

 

Om bivokslys

Weekly News har en god beskrivelse af bivokslys:
Bivoks har været brugt i årtusinder til ting som ægyptiske tavler og balsamering. Bivokslys har også været brugt i århundreder i klostrene, fordi de holder længe, giver en ren form for belysning og dufter godt, hvilket også er grunden til, at de er vældig gode ved juletid.
Se i øvrigt billedserien fra Gl. Rsk. Amts Biavlerforenings vokslysaften 23. nov.

lørdag, december 25, 2010

 

Forskere på vej med genterapi mod varroamider

Forskere ved Aberdeen Universitet i Skotland arbejder på at udvikle en genterapi, som får varroamider til at destruere sig selv ( - det ligger der en ironisk retfærdighed i, da varroamiden i forvejen er så ødelæggende, at den har fået navnet Varroa Destructor...):
Nu har forskere fra Regeringens Nationale Bienhed og Aberdeen Universitet fundet ud af, hvordan man slukker for naturlige funktioner i midernes gener - med mulighed for at få dem til at selvdestruere.

Dr. Alan Bowman fra Aberdeen Universitet siger: "Ved at indføre harmløst genetisk materiale kan man få midernes eget immunsystem til at forhindre midens gener i at styre naturlige funktioner. Dette vil kunne få miderne til at selvdestruere.

Det gode ved denne fremgangsmåde er, at den er virkelig målrettet og rammer miderne uden at skade bierne eller overhovedet noget andet dyr."

Dr. Giles Budge fra den Nationale Bienhed under Forskningscentret for Fødevarer og Miljø, siger: "Dette er miljøvenligt og udgør ingen fare for bierne. Med passende støtte fra erhvervslivet og strenge sikkerhedstests vil kemikaliefri medicin kunne være til rådighed om fem til ti år."

Ved udviklingen af denne metode har forskerne brugt den Nobelprisvindende teori "RNA interferens", som kontrollerer strømmen af genetisk information. Foreløbig har slukkeprocessen fungeret på et neutralt varroa-gen, som ikke har nogen særlig betydning for miden. Men forskerne vil nu gå efter at finde et gen med egenskaber, som vil være perfekte til at tvinge miden til at selvdestruere.

Andre forskeres forsøg har vist, at behandlingen kan tilsættes til staderne i biernes foder. Bierne benytter foderet til bilarverne, hvor varroamiderne gemmer sig.
Se pressemeddelelsen fra Aberdeen Universitet.
Hør et klip fra et radioinverview med Dr. Alan Bowman.
Originalartiklen om forskningen, offentliggjort i tidsskriftet Parasites & Vectors: Gene-knockdown in the honey bee mite Varroa destructor by a non-invasive approach: studies on a glutathione S-transferase.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter