onsdag, april 28, 2010

 

New Yorks bier godkendt

Nyt om New Yorks bier på Google News:
Bylandbrug er i vækst i New York Citys betonjungle, og da der er meget lidt åbent land i byen, har gartnere og biavlere taget hustagene i brug.

Andrew Cote bruger nødbrandstigen til at kravle op på taget af bygningen på Manhattan, hvor han tilser et af sine 250 bistader.

Cote, som ud over at være professor i japansk litteratur også er formand for New York City Biavlerforening [- og iflg. en anden artikel 4. generations biavler], er glad for, at byen godkendte biavl i midten af marts i år efter 11 års forbud.

"Byen ønsker at plante en million træer, og træerne skal bestøves", siger Cote.

Forbuddet tvang biavlere i skjul af frygt for en bøde på 2000 dollar, hvis de blev opdaget. Nu, mener Cote, er bierne afgørende for at hjælpe med at holde byen grøn.
...
Cote fortæller, at han har fået flere anmodninger om at sætte bistader på hustage, og at der er sådan en efterspørgsel, at han næste søndag holder et kursus for kommende biavlere.
...
"Og de grønne tage tiltrækker fugle, sommerfugle og bier. Vi har endda set en rødhalet musvåge".
Artiklen beretter videre om drivhuse og krydderihaver på hustagene. New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, vil gøre byen førende i bæredygtig udvikling og har indført en skattelettelse til folk, som installerer "grønne tage". Byens Park- og Miljøforvaltning tester i øjeblikket 16 forskellige slags vegetation, som kan placeres på tagene af skoler, hospitaler og andre offentlige bygninger.

New York har 8,3 millioner indbyggere og dækker 830 kvadratkilometer.

New Yorks bier har før været omtalt her:
Bier i New York
Nyt om New Yorks bier

mandag, april 26, 2010

 

De vilde bier vågner

Der er stadig lidt tid til at gøre redepladser klar til de vilde bier. Humlebierne har fløjet længe og har sikkert etableret sig nu, men de øvrige vildbiarter er ikke rigtig gået i gang. Her har jeg kun set et par enkelte vilde bier, og det kan være hanner, som klækkes først, hvorefter de afventer, at hunnerne dukker op.

I 2008 gik murerbierne i gang med redebygningen her den 8. maj (NB: murerbier, ikke murbier. Murerbier er helt harmløse).

Både her og i Sagnlandet Lejre har jeg i disse dage også set den røde jordbi, Andrena Fulva. I 2008 dukkede de første Fulva-hunner op 16. april, og 25. april fandt man de første små "Vesuv-vulkaner" i græsplænen. I år er de ikke i gang endnu.

Vil man hjælpe de vilde bier, kan man indrette redepladser til dem på et utal af måder. Det hurtigste og dyreste er nok at sætte en købekasse op, på en varm og vindstille sydmur. Redekasserne på billedet er fødselsdagsgaver, ellers ville jeg nok finde prisen en anelse pebret.

Under den grønne kasse sidder der i år en anden form for redeplads - en cylinder fuld af papirruller.

Som et eksperiment hængte jeg for to år siden en masse hule plantestængler i bundter op. Hulrummene svarer meget godt til hullerne i den købte redekasse. Men efter at have afprøvet disse hule stængler i to sæsoner, har jeg kun set en enkelt bi forvilde sig hen til dem, og den fløj hurtigt sin vej igen.

Se mere om redepladser for de vilde bier i linksne på siden om vilde bier i haven.
(Fotos: Aa. Nielsen)

Opdatering 24.6.2010.
Foto taget 21.6.2010. Fuldt hus. Bierne har udbygget samtlige papirruller og går først nu i gang med at interessere sig for trækasserne. Man ser på lervæggene, hvorfor bien kaldes en murerbi.
En grund til, at rullerne foretrækkes frem for kasserne, er sandsynligvis, at rullerne har en bedre længde end de kortere trækasser. Murerbierne placerer en stribe hanner yderst i hvert rør, mens resten af røret fyldes op med hunner. Hvis rørene er for korte, er der for lidt plads til hunnerne.

Sidste år blev de færdige reder raseret af denne snyltehveps, men i år bliver de beskyttet med fluenet. Det var lige i tide, for i dag 24.6 sværmer en håndfuld af vandalerne omkring kassen.

Det er vigtigt ikke at komme til at støde til rederne, da æg og små larver så kan løsrive sig fra deres foderpakker og gå til.

Til efteråret bliver der brug for et indgreb mere for at hjælpe bierne. Cylinderen er praktisk og fungerer godt i sommertiden men beskytter vel ikke bierne tilstrækkeligt om vinteren - i naturen ville biernes rederør være i en tyk træstamme el. lign. Derfor, efter at bierne har haft ro og fred resten af sommeren, bliver det hele til efteråret flyttet til et koldt skur, og næste forår sættes bierne tilbage på væggen, inden de vågner til en ny sommer.

Opdatering 18.7.2010.
Murerbierne er ved at slutte arbejdet for i år. De nåede aldrig rigtig at gå i gang med de to trækasser - kun eet forseglet rør i den venstre kasse og tre i den højre. Bierne havde valget mellem tre redetyper, og de valgte cylinderen med papirrullerne.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter