mandag, april 26, 2010

 

De vilde bier vågner

Der er stadig lidt tid til at gøre redepladser klar til de vilde bier. Humlebierne har fløjet længe og har sikkert etableret sig nu, men de øvrige vildbiarter er ikke rigtig gået i gang. Her har jeg kun set et par enkelte vilde bier, og det kan være hanner, som klækkes først, hvorefter de afventer, at hunnerne dukker op.

I 2008 gik murerbierne i gang med redebygningen her den 8. maj (NB: murerbier, ikke murbier. Murerbier er helt harmløse).

Både her og i Sagnlandet Lejre har jeg i disse dage også set den røde jordbi, Andrena Fulva. I 2008 dukkede de første Fulva-hunner op 16. april, og 25. april fandt man de første små "Vesuv-vulkaner" i græsplænen. I år er de ikke i gang endnu.

Vil man hjælpe de vilde bier, kan man indrette redepladser til dem på et utal af måder. Det hurtigste og dyreste er nok at sætte en købekasse op, på en varm og vindstille sydmur. Redekasserne på billedet er fødselsdagsgaver, ellers ville jeg nok finde prisen en anelse pebret.

Under den grønne kasse sidder der i år en anden form for redeplads - en cylinder fuld af papirruller.

Som et eksperiment hængte jeg for to år siden en masse hule plantestængler i bundter op. Hulrummene svarer meget godt til hullerne i den købte redekasse. Men efter at have afprøvet disse hule stængler i to sæsoner, har jeg kun set en enkelt bi forvilde sig hen til dem, og den fløj hurtigt sin vej igen.

Se mere om redepladser for de vilde bier i linksne på siden om vilde bier i haven.
(Fotos: Aa. Nielsen)

Opdatering 24.6.2010.
Foto taget 21.6.2010. Fuldt hus. Bierne har udbygget samtlige papirruller og går først nu i gang med at interessere sig for trækasserne. Man ser på lervæggene, hvorfor bien kaldes en murerbi.
En grund til, at rullerne foretrækkes frem for kasserne, er sandsynligvis, at rullerne har en bedre længde end de kortere trækasser. Murerbierne placerer en stribe hanner yderst i hvert rør, mens resten af røret fyldes op med hunner. Hvis rørene er for korte, er der for lidt plads til hunnerne.

Sidste år blev de færdige reder raseret af denne snyltehveps, men i år bliver de beskyttet med fluenet. Det var lige i tide, for i dag 24.6 sværmer en håndfuld af vandalerne omkring kassen.

Det er vigtigt ikke at komme til at støde til rederne, da æg og små larver så kan løsrive sig fra deres foderpakker og gå til.

Til efteråret bliver der brug for et indgreb mere for at hjælpe bierne. Cylinderen er praktisk og fungerer godt i sommertiden men beskytter vel ikke bierne tilstrækkeligt om vinteren - i naturen ville biernes rederør være i en tyk træstamme el. lign. Derfor, efter at bierne har haft ro og fred resten af sommeren, bliver det hele til efteråret flyttet til et koldt skur, og næste forår sættes bierne tilbage på væggen, inden de vågner til en ny sommer.

Opdatering 18.7.2010.
Murerbierne er ved at slutte arbejdet for i år. De nåede aldrig rigtig at gå i gang med de to trækasser - kun eet forseglet rør i den venstre kasse og tre i den højre. Bierne havde valget mellem tre redetyper, og de valgte cylinderen med papirrullerne.

Comments:
Nu skriver du, at længden af hullerne åbenbart er vigtig. Hvor lange er så dine papirruller? hvad er diameteren af hullet?

Mvh
Svend
 
Ydercylinderen er 17 cm lang, 7 cm i diameter, lukket med en bund og forreste side åben.
Papirrullerne er 15,5 cm lange, indre diameter 7 mm. Hver papirrulle er også lukket med en bund og forreste side åben.
I efteråret flyttede jeg hele cylinderen ind i et skur, og til foråret sættes den tilbage inden bierne vågner.
Mvh. Aage
 
Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter