torsdag, maj 03, 2007

 

CCD: Nu skal bierne have skylden...

Fox News havde en længere artikel i går om CCD. Øjensynlig er der næsten ved at opstå en år-2000 stemning i USA (Er der mon nogen i dag, der kan huske årsskiftet 1999-2000 og "Y2K-problemet"? Årsskiftet, hvor hele verden gik i stå, fly faldt ned, biler ikke ville starte og kaffemaskinen ikke ville brygge? 1999 gik en stribe skrækfilm i biograf og TV om det forfærdelige årsskifte, og mange flygtede ud af byerne før nytåret og søgte tilflugt med nødlagre i bjergene... (i USA)).
"Med mindre nogen eller noget standser det snart, kan den mystiske dræber, som udsletter så mange af nationens honningbier, få en ødelæggende virkning på Amerikas middagstallerken, måske endda reducere os til en vand-og-brød diæt."
Artiklen fortsætter
"Selv inden denne forstyrrelse ramte dem, havde Amerikas honningbier vanskeligheder. Deres antal var stadigt faldende, fordi arveanlæggene ikke sætter dem særlig godt i stand til at modstå gifte og sygdomme, og fordi deres sociale levevis udsætter dem for sygdomme, som rammer tusinder i bifamilien."

"De hovedmistænkte er en parasit, en ukendt virus, en eller anden bakterie, pesticider, eller en en-to kombination af disse fire, hvor den ene svækker honningbien og den anden dræber den."

"Siden har forskere afsluttet kortlægningen af honningbiens arveanlæg og fundet, at insektet ikke har de sædvanlige arveanlæg, som fjerner giftstoffer i kroppen, eller mange immunsygdoms-bekæmpende arveanlæg.

En bananflue eller en myg har dobbelt så mange arveanlæg til bekæmpelse af giftstoffer.

Hvad kortlægningen af arveanlæg har afsløret er, at honningbien kan være særligt sårbar overfor sygdom og giftstoffer."

"For nogle uger siden, besøgte Bromenshenk (en forsker) Californiske biavlere og så en bifamilie, som trivedes. To dage senere var bifamilien fuldkommen kollapset."

"Selv om eksperter i år gav det, der sker, et nyt navn og tror, at dette er en ny type bi-tab, kan det være sket før.
Problemet er, at alle ønsker et simpelt svar, og svaret er måske ikke simpelt."
Se hele artiklen i Fox News.


Jeg synes egentlig også, jeg kender det her. Jeg har et par gange set ned i et næsten tomt stade, som svarer til beskrivelsen fra USA, og bierne er forsvundet fra det ene besøg til det næste. Begge gange drejede det sig om bifamilier, der var kommet for langt op i varroatal, inden de nåede frem til efterårets varroabehandling.

På Bogense-kurset lærte man, at dette er effekten af varroamider i samspil med APV-virus. Bierne taber orienteringsevnen og bliver væk.

Biavl.dk beskriver fænomenet, og Klaus Langschwager har også nævnt det på forummet.

I USA har man vel indtil nu ikke behandlet varroamider med andet end pesticider. Den dag, miderne begynder at blive resistente, falder hammeren.

Det er forresten strengt, at vores bier skal høre på, at bananfluer og myg har dobbelt så mange af bestemte arveanlæg, end bierne har. Selv om bier ikke kan overleve en sommer i USA, har de dog overlevet 100 millioner år på Jorden uden problemer, mellem myg og bananfluer. Hvis bierne har kasseret nogle arveanlæg, er det fordi de ikke behøver dem. De kompenserer vel med deres sociale organisering og adfærd i stedet for. Eventuelt syge bier falder om ude i marken, eller fjernes fra stadet, som holdes pinligt rent. Vi kender biernes anticeptiske tricks med propolis og selvsteriliserende honning. Den eneste enkelt-bi i stadet, der helst ikke må gå til, er dronningen, og lige netop den får al sin mad indirekte gennem andre bier, på samme måde som mundskænken i middelalderen sikrede kongen, at maden var uskadelig.

Comments: Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?



blogspot hit counter