onsdag, april 16, 2008
Et par vilde bier
I dag dukkede så to jordbier op; den store, rødpelsede, på den blå klase blomster hedder Andrena fulva.
Også en humleflue kom frem i dag (nederste billede med pinseliljen). Den ligner lidt en humlebi, men er det ikke. Og det er ikke kun i udseende, at humlefluen er tæt på bierne, for dens larver lever af vildbiers og hvepses larver.
Når man ser, hvor sparsomt og langsomt insektlivet vågner her i det tidlige forår, er honningbiernes livlige aktivitet til sammenligning imponerende. Honningbierne har været i fuld gang og flittigt ude at flyve i over to måneder nu. Det er det store forspring i forårsudviklingen, der gør honningbierne så værdifulde, når frugttræerne snart skal bestøves!
(Foto: A. fulva og humleflue: Elis. Andersen. Den anden jordbi: Aa. Nielsen. Klik på billederne for forstørrelse.)
Opdatering: Den mindre jordbi er også en Andrena fulva, blot en han. Bien i de blå blomster er en hun.