Bier i Roskilde weblog

Tidsskriftet Science gav 8. januar en ny status for forskningen i CCD (Colony Collapse Disorder). Bloggen Resilience Science giver et uddrag af artiklen:

De seneste år har medierne hyppigt rapporteret om tab af honningbifamilier i USA, Europa og Japan. De fleste rapporter indeholder meninger men ikke meget videnskab. En nylig historisk oversigt påviste, at udbredte bitab ikke er usædvanlige og er sket gentagne gange gennem mange århundreder og mange steder. Bekymringen for honningbier i USA har været forhøjet pga. af deres vigtige rolle i landbruget. Den californiske mandelindustri er alene to milliarder dollar værd og afhænger af over en million bifamilier til bestøvning. Så hvad er det, som dræber honningbifamilier verden over, og hvad betyder det for landbruget?

I efteråret 2006 og foråret 2007 stødte mange USA-biavlere på stader uden voksne bier men med forladt foder og yngel. Det var en udbredt antagelse, at dette var symptomerne på et nyt og meget virulent smitstof. I fravær af en kendt årsag døbte man det "Colony Collapse Disorder" (CCD). Hvad har vi lært om denne tilstand siden da? Er symptomerne virkelig nye?
...
Ifølge den første årlige rapport fra USA's CCD styrekomité, offentliggjort i juli 2009, er det usandsynligt, at CCD er forårsaget af et enkelt hidtil ukendt smitstof. Det er snarere forårsaget af en kombination af mange påvirkninger - et samspil mellem kendte parasitter og smitstoffer, dårligt vejr som mindsker trækket, mangel på trækplanter, biavlstekniske faktorer som brug af pesticider og stress som følge af langdistancetransport af stader til nektarkilder eller bestøvningsopgaver. Den stadigt mere teknologiske biavl kræver yderligere forskning for at afdække dens indflydelse på bifamiliernes sundhed.

Wired Science har et uddybende interview med en af artiklens forfattere, Frances Ratnieks:

Det er blevet klart, at der ikke er en enkelt parasit, virus eller kemikalie at give skylden, siger Frances Ratnieks, biforsker ved Sussex Universitet i Brighton.

I stedet dør honningbierne sandsynligvis af alle mulige forskellige årsager fra tab af træksteder til øget udsættelse for globale smitstoffer.

"Vi kan konkludere, at bifamilierne dør af forskellige årsager i forskellige dele af verden, og jeg vil sige, at hvis det er tilfældet, ville jeg ikke være det mindste forbavset."

En blanding af virusser og parasitter kan samvirke og stresse bierne. Og på en måde er det værre end at prøve at klare en enkelt sygdomsfaktor: Problemerne med biavl er systemiske og kan ikke løses med et nyt pesticid eller en ny teknik.

I en mere og mere globaliseret verden spredes bi-smitstoffer hurtigt. Gennem de sidste tiår er varroamiden spredt fra asiatiske honningbier til resten af kontinenterne. Parasitten Nosema ceranae har taget samme vej. Begge arter menes at forværre eksisterende bisygdomme. Varroa destructor var omkring 40 år om at sprede sig og nåede til Nordamerika for omkring ti år siden. Nosema ceranae er nået jorden rundt på en fjerdedel af den tid.
...
Smittekim spreder sig lynhurtigt i USA til dels pga. biavlens økonomi. To-milliarder-dollar-mandelhøsten i Californien kræver en million bifamilier til bestøvning. Det er mere end 40 procent af alle bifamilier i landet. Så når mandeltræernes blomstringstid begynder i februar, læsser biavlerne deres stader på lastbiler og fragter dem til San Joaquin Valley. Selv om denne vandring er nødvendig for at blive ved med at producere billige mandler, skaber den også en smeltedigel for smitstoffer.

(Hat tip: Knud Graaskov).

Science-artiklen viser, at CCD-forskningen stadig følger ad det samme spor som de seneste to-tre år, så forskerne må have fat i noget. Forskningen har før været omtalt her:
Forskere nærmere forklaring på mystisk bidød?
APV mistænkes for CCD.
USA-handlingsplan mod CCD.
USA, Canada og CCD.